Fjella har alltid vore der. Dei vaktar fjorden, held utsikt over det som kjem og går, over det som endrar seg og det som ikkje gjer det. I denne diktsamlinga er dei norske fjordlandskapa ein målestokk for det menneskelege – ein stad der ein kan kjenne sin eigen litenskap og samstundes kjenne seg trygg.
Her er sorg og kjærleik, einsemd og tilhøyrsle, og ei grunnleggjande tru på at det er von å finne – i eit bønehøyrande fjell, i ein framand sin gode vane, i regnet som dreg over åkrane om natta.
Benedicte Rydland Hareide (f. 1963) er fra Tromsø, men som legedatter har hun flyttet mye i oppveksten og føler tilknytning til både Lyngseidet, Stryn, Drammen og Molde. Nå er hun bosatt i Alta. Hun er gift og har to voksne barn. Hareide har tidligere jobbet som lærer ved videregående skole, og har undervist i norsk historie og filosofi, samfunnsfag og religion. Hun har tidligere gitt ut diktsamlingene Mjuk som pannacotta (2022), Eg vel meg eit sidespor (2023) og Det ville graset (2025).